Wednesday, April 23, 2008
Messe
Der var lidt af hvert og masser af workshops, som man kunne deltage i. Nogle steder bedre end andre, men hos smykkeværkstedet var der en dame, som havde styr på trenden. Et sikkert hit for de unge piger, var de smarte armbånd, som damen havde på....lette at lave og så lignede de en million. Det ene af armbåndene havde hun lavet som urrem, hvilket ikke var nogen dum ide :)
Et andet sted fik vi fingrene i noget ostevoks, sjovt materiale, som sagtens kunne være en mulighed for børnene. Jeg var lidt på udkig efter noget mosaik, men der var kun glasmosaik, som skulle limes på en lille olielampe....den workshop blev dog hurtig forladt....der var endda en vis person, som nægtede at deltage på grund af dårlig smag :)
Vi tullede lidt rundt og pludselig var klokken mange og maverne tomme, men en dejlig lille tur blev det til :)
Sunday, April 20, 2008
Grønt
Jeg har smidt sneglegift i kanterne, for i år vil jeg være tidligt ude.....jeg er kampklar :)
Bålet fra i går, ulmer lige så stille og der bliver stadig smidt lidt visne staudegrene på.
Jeg kan mærke det her er min årstid, jeg elsker at se alting spire og følge med dag for dag. Havemøbler listes frem og grillen afprøves, naboerne er lige over hegnet til en sludder og der lægges planer i stor stil.
Tommy drømmer stadig om karper og fint bassin.....jeg kan nøjes med min lille dam, men synes ideen er rar.
Pigerne har vovet sig væk fra computeren og nyder lidt sol på de blege ben....mine er gemt væk i Tommys store gummistøvler :)
Hunden sover i solen, den er langt væk i drømmeland og orker næsten ikke at gø af naboens børn............
Det er grønt derude og grønt er min yndlingsfarve :)
Saturday, April 19, 2008
Amineko kat
Thursday, April 17, 2008
Hæklede nøglesmølfer......
Wednesday, April 16, 2008
Drillepinde
Det var meningen, det skulle være to røde Corona stole, men nu prøver de at lokke mig til hvid i stedet for.
Nu står der en prøve-stol i et stykke tid, så må vi se om jeg kan overbevises......
Sunday, April 13, 2008
Saturday, April 12, 2008
Rust
Cross Bikers
Så har vi været til Biker gudstjeneste i Hoyvikars kirke, som man ser halvt på billedet. Der var Cross Bikers, -kristne Harley folk overalt. Biskoppen holdt tale om deres store fællesskab rundt om i Norden og der var klassisk guitar, gospel og jazzsangerinde.
De nye CrossBikers fik veste med rygmærker og blev velsignede og der blev samlet ind til deres venner i Albanien, så de kunne få nye bibler. Det hele foregik på færøsk, men var en kæmpe oplevelse :)
Så fik vi en lidt kedelig opringning hjemmefra fra en vis teenager, som havde været til fest og havde fået alt alt for meget at drikke...godt der var gode kammerater, som kunne passe på hende og ringe efter mormor, som fik en lang nat, som sygeplejerske.....
Mon ikke vi har prøvet det alle sammen, den der ilddåb der gør, at man lover ALDRIG mere at drikke så meget....men det er dælme ikke sjovt at sidde på Færøerne og få sådan en besked. Det viser heldigvis, at vores netværk fungerer, når det brænder på...
Min ilddåb var for i øvrigt til Ry byfest, som 15 årig og med en veninde og hver vores flaske æblesnaps....fy for søren, men det var enten den eller Martinien og æblesnapsen kostede kun 19,95!!!
Senere på aftenen kan jeg svagt huske, at jeg var oppe på scenen i ølteltet og synge sammen med Debbie Cameron (hun var nemlig hot dengang -krøller eller ej). Vi morede os gevaldigt, indtil vi fandt ud af, at det sidste tog var kørt....."heldigvis" var der da nogle "søde" ældre fyre på motorcykler, som da gerne ville køre os til Silkeborg!!!! Dette blev dog forhindret af den store landbetjent i Ry, som nok mente at sådan et par småpiger skulle transporteres hjem med politieskorte.
Vi var meget små der midt om natten, da vi skulle afleveres til mine forældre. Heldigvis var betjenten også en flink fyr, som formanede mine forældre til ikke at skælde ud, da det kunne være gået meget værre!!!!
Dette får her havde derimod vældig travlt med at skælde ud, da den ikke mente vi skulle spise frokost på dens græsmark...den stirrede fælt på os under hele frokosten :)
Om lidt skal vi finde et godt spisested, for maverne knurrer igen efter en fornøjelig dag med masser af frisk luft og uldne affærer :)
Friday, April 11, 2008
Færøerne
Vi blev hentet af Heino, en af direktørerne for Casa og han havde læst på lektien og forberedt hjemturen, så fruen her kunne se de bedste steder at købe garn :) Både hans kone og svigerforældre strikker, så han vidste godt hvor han skulle hente informationerne.
I lufthavnen spottede jeg denne skønne trøje...
Først tænkte jeg: Er det mon en trøje fra firserne, som var fundet frem igen....egentlig ret cool...så jeg tog lige et par billeder (måske lidt frækt, men damen led ingen overlast)
Lidt senere fandt jeg ud af, at trøjen ikke kun var cool, men også ufattelig dyr :)
Læg mærke til lille butik nedenunder her............
Ud over at være en dyr butik, så var den også utrolig lille. Både butik og værksted på små kvadratmeter. Når der nu er sagt en masse om pris og copyright, så var hun (den ene)utrolig sød at snakke med og hun fortalte og viste frem. Hun var i gang med en meget speciel strikket brudekjole, som var bestilt. Den var i mohair, strikket med store masker og med en kæmpe ballonkant forneden. Kanten var lavet i samme strik, men fyldt ud med brudetyl, så der dannedes nogle fine runde bobler. Foroven var der en elfenbensfarvet silkekant og hun skulle også lave en underkjole til....Et besøg værd, hvis du kommer forbi.
Dagen i dag er gået med besøg i strikkebutikker og med at tage en masse billeder i gråvejr. Solen har tittet frem et par gange, men det er alligevel dejligt mildt i luften. I aftes var vi inviteret på dejlig mad af Olavur, den ældste direktør i Casa, som fortalte vidt og bredt om de dejlige øer. Han har lånt os en bil, så i morgen står der natur på programmet :)
Monday, April 7, 2008
Hu hej vilde dyr...
...."Ja, det er Tommy, vil du med til Færøerne"?
..............."ØH"
-Gu fanden vil jeg da med :)
Så hu hej vilde dyr, få fat på en vikar, bestille pas, arrangere "opsynsfolk" (ja barnepige hedder det vist ikke i den alder) til de to teenagere..........
Det bliver da skønt, 0s to gamle, et grønt fjeld, romantisk solopgang....... og masser af uld :-)
Saturday, April 5, 2008
Færøerne
Patchwork Scarf
Jeg startede i Isagers hør med to rækker Lemon Boat pattern og derefter en masse retriller. Det hørgarn er så hårdt for fingrene at strikke med, men det ville sikkert egne sig godt til et Kusha Kusha Scarf...
Derefter har jeg strikket lidt retriller på tværs, hvor jeg har strikket maskerne sammen, så der ikke bliver en masse syning bagefter.
Det sidste mønster er stjernemønsteret fra Laminaria....
Har du lyst at være med, så er det bare om at kigge i skufferne efter passende garn :)
Thursday, April 3, 2008
Skønne sager
Dejlige små coasters i det fineste råsilke og sommerfuglestof og med små quiltede hjerter på. Farverne er lige i øjet og jeg er rigtig glad for dem:)
Den mest vidunderlige strikketøjspose, syet i skønt retrostof og med dyb lilla foer i råsilke. Gennemført håndarbejde og den er allerede i brug og elsket. Jeg ved at tora har nogle til salg her....