Dagen i dag har været lang, men også givende. Et langt (måske fordi det var varmt)oplæg om de ensomme unge, selvskadende adfærd og sorg. Hårde og grusomme facts, som var svære at fordøje. Oplægsholderen arbejder for tiden for Børns Vilkår og var bestilt til dagen. Hun leverede relevant viden og kogte ikke suppe på gammelt tørv. Vi har behov for opdateringer indenfor mit felt, da det går stærkt, hamrende stærkt, når vi skal følge med udviklingen hos ungdommens trends.......
Dagen bød også på oplæg fra egne rækker ud fra emnet: god praksis. Især et oplæg om pigemøder, som er et pilotprojekt, som vi senere skal deltage i, vakte folks interesse. Vi håber på, der kommer noget tilsvarende for drengene også.
Maden blev leveret af en tyrkisk kvinde, som er mor til en af brugerne i klubben. Jeg skal lige love for, vi fik dejlig og anderledes mad. Afslutningen var hygge med kollegaer fra hele ny Silkeborg kommune og traditionen tro en musikquiz :-) Jeg kørte glad og beriget hjem til kold hvidvin i haven og telefonsamtale med klasselæreren til en vis frøken rend-over-i-drengenes-telt-om-natten-selv-om-læreren-har-opdaget-det-tre-gange, som havde været på lejr i to dage. Det tog vi så stille og roligt, men da hun er en omvandrende hormonbombe med hang til fest i gaden, fik hun også at vide, at vi bakkede de "åndsvage lærere" op og at hun fandme skulle høre efter, når andre voksne havde ansvaret for hende.
Måske hun skal sættes til at støvsuge i hele huset i morgen, det ville klæde hende.
2 comments:
Tit er pædagogiske dage sådan lidt la-la og ja-tak-det-kender-vi, men det lyder som om, at i virkelig har fået smæk for skillingerne i dag!
Pigemøderne, dem vil jeg især gerne høre mere om...
Svink-ærinder i drengenes telte er vel kompensation for skov-lokummet ;-)
Vi ses lige om lidt, det bliver hyggeligt!
Lange dager men innholdsrike....da går det da an!
Vi nyter sommeren som også har kommet i Norge nå! Kos deg i helgen du også!
Post a Comment