Wednesday, February 18, 2009

Tillykke Frederikke

Der er fødselsdag i huset, Frede bliver 15 år og vi var tidligt oppe klokken seks, for at spise morgenmad sammen og hygge inden vi skulle i hver sin retning. Det er alt for sjældent vi når den slags i hverdagen, måske vi skulle øve os i at stå op en halv time før, det er så skøn en start på dagen :O)
Frederikke er en frisk pige med glimt i øjet, altid parat til lidt sjov og ballade. Det sidste opdagede jeg midt i mit formiddagsmøde, da jeg var ved at fremlægge et projekt, for midt i mine notater stod der skrevet....Jeg elsker dig højere end kage......Det blev der grinet lidt af og jeg var ikke i tvivl, hvem der stod bag, måske det hænger sammen med at det var store gavedag :O)
Ved morgenbordet blev der snakket lidt om det at fylde femten år og hvilke ting det kan bringe med sig af muligheder og ansvar, men som storesøster så klogt sagde....det er stadig mor og far, som bestemmer til du bliver atten......og så smilede hun lidt lumsk (gad vide hvad vi ikke ved).
Der er nu piger i huset, tant og fjas fra stuen og jeg vil begive mig til supermarkedets kølediske, så Frede kan få sin livret serveret. Lørdag kommer hele familien til aftensmad og så er den fest vist ovre :O)

Monday, February 16, 2009

Sol,sand, sne og vand

De sidste fire dage har vi tilbragt ved Grønne Strand i dejligt solskin og med sne omkring os. Vi har haft besøg af gode venner, travet ved stranden, bygget snemænd, slappet af, spillet og strikket....ja, det vil sige JEG har strikket, de andre har mest kigget på :O)
Jeg har selvfølgelig, under påskud af at skulle hente noget lækkert på Åbybro mejeri, været en tur til Bindestuen i Saltum......Jeg blev der vist lidt længe par timer, men tiden fløj hurtigt, der var meget at se og snakke om. Inger er nu alene om butikken og der er en kæmpe renovering i gang. På førstesalen går der håndværkere og laver det fint, så der kan blive et stort lager og give mere plads i stueetagen. Til uldfestivallen er det hele nok på plads, så der er noget at glæde sig til.
Inger viste billeder fra sit "fairtrade projekt" i Letland, der hvor deres uldgarn bliver spundet og farvet. Hun har planer om en studietur derned og spurgt om det var noget for mig, hvilket jeg sagtens kunne forestille mig, hvis det kan planlægges med hverdagen i nr 82.
Jeg har også fået en lille opgave med hjem, jeg skal lave opskrift til Jasmins ugletunika og strikke den i det lettiske uldgarn, så den kan bruges i butikken. Jeg har godt nok hørt i min øresnegl sidenhen, at en vis farmor har smidt trøjen i vaskemaskinen ved et uheld, så jeg er spændt på, om jeg kan tælle maskerne :O)
Der var selvfølgelig en masse inspiration at hente, deroppe i Saltum, så der skal nyt på pindene, et tørklæde fra Færøerne, som passede rigtig godt til et par kjoler fra UNO, som røg med i handelen.......

Wednesday, February 11, 2009

Stik mig lige lidt forår...

Jeg går og fryser, spotter efter lidt farver i haven og fylder mine vaser med små forårsblomster. Jeg kan ikke vente, jeg savner solen, min have og udendørs hygge.......men jeg bliver nok nødt til at vente, mon ikke marts bliver god.,................jeg tror på det :O)


Mens jeg venter, strikkes der trøjer, som skal lune om aftenen og ude i haven. Jeg er snart færdig med den ene, den lange fra Wilfert´s, med ballonærmer så store som jeg ved ikke hvad.....-dem skal jeg nok få dyppet ned i et eller andet :O)

På fredag skal jeg til Bindestuen i Saltum. Jeg håber der er ny inspiration at hente der, ellers må jeg bare selv finde på. Vi skal nyde en lang weekend ved havet, med gåture, strik, spil og lange morgener og god mad til manden..... så bliver han så glad :O)

Når jeg nu nævner mad og madglæde, så bliver jeg nødt til at fortælle om det dejligst sted, hvor maden smager uden sammenligning.

Vi var inviteret til fødselsdag, en ung herre fra vores madklub skulle fejres og han havde flottet sig ud over alle grænser, vi skulle nemlig på Restaurant Sct. Mathias i Viborg. Op til Bjarke og smage om rygtet talte sandt.

Vi blev serviceret til den store guldmedalje, tjeneren hed Jens og var utrolig opmærksom på sine kunder, man følte sig som en pave og det tror jeg alle kunder vil få oplevelsen af, når de besøger denne restaurant. Menuen var planlagt på forhånd og der var sneget en ekstra forret ind, en blomkålsmousse anrettet utrolig smukt og med en smag af blomkål, som fik englene til at synge. Det var noget, som jeg lagde mærke til gennem hele menuen, den rene smag af gode råvarer og den smukke måde, maden var anrettet. Vi fik vinmenuen serveret til og fik små tip om vin og champagne. Tjeneren gav sig god tid til at fortælle og svare på spørgsmål, hvilket man ikke oplever ret tit i restaurationsverdenen. Tommy var helt solgt, da hovedretten kom ind og han opdagede at hans oksefilet var tre gange større end os andres..........der var vist gået rygter til Viborg om en vis herres evne til at konsumere god mad. Desserten var utrolig lækker og jeg sad bare uden et kamera, som jeg selvfølgelig havde glemt derhjemme. Kamera eller ej, maden skulle i unde jer selv at smage. Fang en kæreste til Valentines dag og lok ham en tur til Viborg, nyd maden og hinanden og lad andre passe jeres børn :O)

Sct. Mathias er rykket øverst op på vores liste af gode madoplevelser, neden under ligger Villa Vest i Lønstrup og nedenunder igen den gamle restaurant Vedelsborg i Vejle.

Hav en dejlig weekend :O)

Award....



Inde hos Frk. Badegakk er der gang i uddeling af awards og jeg har fået en, som hedder "The Marie Antoinette´A Real Person, A Real Award"

Reglerne er:


1. Link til den person, som gav dig prisen.


2. Nominer 7 andre personer.


3. Link til de nominerede og fortæl dem, de har fået prisen.


4. Læg prisen på din blog.

Jeg vil give den videre til nogle damer derude, som blogger om deres liv og håndarbejde og fortæller om deres hverdag, så det ikke virker som en glansbillede-blog.

  1. Julia med Ålerusen, fordi hun er så sjov, kreativ og ligefrem...en sprudlende humørbombe.
  2. Gitte med Dit og Dut, fordi hun er så fandens god til at brodere, sy og strikke...og så gør hun mig glad :O)
  3. Anne med 2 pinde, fordi hun rører mit hjerte hver gang hun skriver om sine børn...og så strikker hun nogle dejlige ting.
  4. Svit med Strikkelaboratoriet, fordi hun kalder en spade for en spade og så kender jeg ikke nogen, som kan producere så meget strik :O)
  5. Sifka med Himmel se Havet, fordi hun bruger sproget på en ualmindelig skøn måde :O)
  6. Mette med Erle Perle, fordi hendes håndarbejde er så fandens smukt.....
  7. Tora med knitting a lot, fordi hun selv opfinder sine smukke ting....

Håber i alle gider lege med :O)

Tuesday, February 3, 2009

Ugler i mosen

Susanne havde sat en sæk garn og noget papir til klubben hjemme i min entre...."Så kan du selv lige kigge om der er noget du kan bruge først"!!.......sagde hun.
Det siger man selvfølgelig ikke til en person med hang til uld, for jeg havde spottet de fire nøgler Rowan Cork, lige der øverst i den ene sæk. Der gik heller ikke længe før døren var smækket, til de fire nøgler var pist væk fra sækken..........altså, det kunne jo blive til en lille trøje.....


Nu har Jasmin den fineste ugle-tunika og de fire nøgler rakte lige akkurat......

Uglerne er kopieret herfra....

....resten er bare fri fantasi :O)